Det var en vel tilfreds Frederik Klokker der meget fornemt
sluttede sin engelske sæson af på Derbyshires Countyhold i
den sidste kamp mod Northamptonshire .
Det var en 4-dageskamp, den sidste i sæsonen, som blev
afviklet på Derbys hjemmebane hvor mange tilskuere i 4 dage
har set et meget ungt Derbyhold styre kampen mod det ellers
så stærke Northampton-mandskab.
Det var en stor udfordring for den unge dansker, som i
foråret spillede med i Derbys første kamp mod Cambridge
University, men som i denne 4-dageskamp mod Northamptonshire
for første gang gjorde sin entre for sin nye klub i en kamp
i verdens bedste og hårdeste turnering County
Championship-ligaen.
Frederik gjorde en rigtig god figur på førstedagen. Han kom
som gærdespiller ind, da der var 4 gærder nede for 92
points, og det lykkedes ham at "overleve" sammen med DJ
Redfern i en gærdestand på 40. Frederik scorede 23 points,
og blev grebet ud af keeperen på den tidligere sydafrikanske
kastestjerne Klusener. Derbyshire scorede ialt 382 for alle
gærder, hvorefter de tog alle Northamptonshires gærder for
235.
I 2 innings gjorde Frederik det endnu bedre, og igen var det
en gærdestand med DJ. Redfern, på over 90, der satte skub i
Derbys gærdespil. Frederik blev i den sidste over i Derbys
halvleg igen grebet ud af keeperen O`Brien efter at have
scoret 48 points. Kampen endte i øvrigt uafgjort, hvor man
nok må sige at det blev noget af et gennembrud for den 24
årige fynbo, som helt sikkert må have sendt nogle positive
signaler til Derbys nye træner John Morris.
Denne præstation af Frederik Klokker, rangerer fuldt ud på
højde med de resultater Ole Mortensen udførte i sin
professionelle tid i Derbyshire. Frederik arbejder meget
ihærdigt på at få en fast plads på Derbys countyhold , men i
disse nye tider er det meget svært, hvis man ikke har
engelsk pas, fordi klubben bliver opkrevet ca. en kvart
million kroner, af det engelske forbund for en sæson, hvis
man anvender mere end en spiller, der ikke har engelsk pas.
Det siger sig selv, at Frederik, der i foråret scorede et
century (100 points ) i sin første kamp for klubben, og nu i
hans første optræden i countyturneringen scorede henholdsvis
23 og 48 points, ville være et oplagt bud på en fast plads i
Derby, hvis han fra næste sæson får erhvervet sig et engelsk
pas, nøjagtig som vores anden danske proffspiller i engelsk
cricket Amjad Khan, der spiller for Kent CC. Han har nu i de
4 innings, han har spillet i den engelske 1-klassesturnering
scoret 214 points med et så fornemt gennemsnit som 71,0.
Tænk hvis man brugte de samme stramme regler i fx. dansk
dame-håndbold, hvilken betydning det ville gøre rent
økonomisk, og samtidig give mere spilletid til de danske
talenter.
Regler for at erhverve sig et engelsk pas foreskriver , at
man skal have opholdt sig i England de sidste 6 år i minimum
200 dage om året, og det nærmer Frederik Klokker sig, da han
allerede som 18 årig spillede i den berømte engelske klub
MCC ( Marylebone Cricket Club ), som har ca. 20.000
medlemmer ) de første 4 år i sin udenlandske karriere.
Den næste store opgave for Frederik Klokker og det danske
landshold, er testturen til Kenya den 12. oktober , hvor det
danske landshold skal spille 5 kampe mod bla. det kenyanske
landshold og et par andre afrikanske lande, inden det går
løs med VM-kval.kampe i Namibia i november måned.
Jørgen Jønsson