Bestyrelsen holdt møde den 18. oktober 2009 - herfra
kan oplyses:
Det nye
Udviklingsteam – Mikkel Grøn, Mobeen Arif, Simon Talbot og
Kathrine Brock - samt dommerudvalget ved Bjarne K. Jensen deltog
i første del af mødet, hvor der blev givet en grundig
orientering om status og udfordringer i fremtiden.
Kvindecricket
En del af
ICC’s udviklingsplan er, at de associerede lande senest den 1.
juli 2010 skal have en kvindeturnering bestående af minimum 4
hold. Konsekvensen af ikke at leve op til dette er, at de
associerede landes økonomiske tilskud fra ICC vil blive
begrænset. Vi har pt. ca. 30 aktive piger, som mødes til
regionale træf rundt om i Danmark. Næste træf er den 13.-14.
november 2009 i Ishøj. Bestyrelsen overvejer pt., hvordan vi kan
fremme udviklingen af kvindecricket, evt. med fast tilknyttet
træner og deltagelse i udenlandske turneringer.
Elitearbejdet
Vores bedste
spillere - fra U13 til seniorlandsholdet - er påbegyndt
træningen til næste sæsons opgaver. Bestyrelsen er ved at
planlægge opgaverne, som forventes at byde på en del udenlandske
hold, der besøger Danmark. Den intensive træning giver
forhåbninger om et bedre 2010.
Budget
2009/2010
Budgetopfølgningen primo oktober måned samt
budgetfremskrivningen for hele året viser, at vi kan forvente at
resultatet for 2009 bliver bedre end budgetteret.
Den
økonomiansvarlige gennemgik udkast til budget 2010. Bestyrelsen
godkendte forslaget, som der nu arbejdes videre på.
Turneringen
2010
Bestyrelsen
har drøftet evt. tvangsnedrykning af klubber, som ikke
overholder reglen om ungdomshold, jfr. Turneringsreglementets §
7. stk. 9.
Bestyrelsen
har konstateret, at 2 klubber i 2009 ikke fuldt ud har overholdt
reglen, men dog lavede ungdomsarbejde med skolebesøg o.s.v. samt
havde deltagere på andre hold. Det gælder Kolding og Ålborg,
der efter reglerne således burde tvangsnedrykkes.
Udover de
nævnte klubber er situationen næsten lige så betænkelig i mindst
3 andre klubber, som kun har hold i miniputrækken.
Af hensyn til
en forsvarlig turneringsafvikling i 1. division i 2010 har
bestyrelsen besluttet at dispensere fra reglen i 2010, så de
øvrige klubber i 1. division kan tilbydes en anstændig
turnering.
Samtidig vil
bestyrelsen fremlægge et ændringsforlag til
Turneringsreglementets § 7. stk. 9, som har virkning fra 2011.
Forslaget
indebærer, at klubber der ikke opfylder § 7. stk. 9 fra 2011
starter turneringen med minus 4 point. Er ungdomskriterierne
ikke opfyldt året efter, vil klubben starte med minus 6 point og
så fremdeles. Endvidere strammes kravene til ungdomskriterierne,
således at det ikke længere er nok med et miniputhold, men
at klubben skal have deltaget med et lilleputhold og/eller
drengehold og/eller juniorhold i indberetningspligtige kampe,
således at deltagerantallet kan konstateres.
Deltagelse med hold i både Elitedivisionen og 1. division vil
som hidtil kræve deltagelse af mindst 2 hold fra to
aldersgrupper i indberetningspligtige kampe.
Forslaget vil
i sin helhed blive lagt på DCF´s hjemmeside i november måned
under ”Debat”.
Turneringsafvikling i ungdomsrækkerne - Kombinationshold
Bestyrelsen
drøftede turneringsafviklingen i ungdomsrækkerne, herunder
afviklingen af turneringen i stævneform i Jylland. Bestyrelsen
finder ikke at modellen med stævner kontra en egentlig turnering
er holdbar for udviklingen af cricket. Fra 2010 vil der forsøges
etableret en egentlig turnering igen.
Indførelsen
af kombinationshold blev ligeledes evalueret. På baggrund bl.a.
af finalerunderne i drenge og juniorrækken de sidste par år kan
det konstateres, at hensigten med muligheden for
kombinationshold, der var at hjælpe klubberne i gang igen,
muligvis har haft den modsatte effekt og er blevet en sovepude.
Ligeledes
finder bestyrelsen det urimeligt, at klubber som gør en stor
indsats på ungdomsfronten skal spille finaler mod
kombinationshold, som stort set til lejligheden er sammensat af
spillere fra op til 3 klubber.
På den
baggrund vil bestyrelsen ændre turneringsreglementet således, at
kun rene klubhold kan deltage i finalerunderne. Endvidere vil
det ikke længere være muligt for spillere at deltage for to
forskellige klubber i samme sæson - uanset om der er tale om
ungdomshold og seniorhold. Vælger klubberne i ungdomsrækkerne
alligevel at stille hold med spillere udefra, vil de ikke kunne
vinde turneringen og altså ikke deltage i finalestævnet.
Kort nyt: