Pressemeddelelse fra Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark:
Idrættens Medieudvalg uddelte i dag 200.000 kr. til Dansk
Cricket-Forbund, der ønsker at synliggøre et stort
integrationsprojekt, mens Dansk Rugby Union fik 100.000 til en
rekrutterings- og synlighedskampagne.
Synliggørelse af små blå cricket-bat og en oval rugby-bold på
landets folkeskoler. Det er bl.a., hvad Dansk Cricket-Forbund og
Dansk Rugby Union vil bruge de to checks til, som de modtog på
dagens pressemøde i Idrættens Hus, hvor vinderne af Danmarks
største idrætspris - Forbund i Fokus – blev offentliggjort.
”Idrættens Medieudvalg vil gerne støtte det originale, ambitiøse
og frem for alt gennemarbejdede og sammenhængende projekt, der
giver mulighed for at synliggøre specialforbundets arbejde til
en bredere kreds – kort sagt: at sætte Forbundet i Fokus,” lød
ordene fra formanden i Idrættens Medieudvalg, Niels-Christian
Levin Hansen, kort før offentliggørelsen af vinderne.
Som ved de tre seneste kåringer blev prisen delt mellem to
forbund. Og ens for de to vindende forbund er, at de med hver
deres ca. 2.000 medlemmer er to af de allermindste forbund under
Danmarks Idræts-Forbund.
”Cricket – Alle er med”
Dansk Cricket-Forbund fik overrakt checken på 200.000 kr., som
skal gå til at synliggøre integrationsprojektet ”Cricket – Alle
er med”
”Dansk Cricket-Forbund vil på en ny og interessant måde formidle
sportens kulturelle og sociale temaer til børn og unge.
Integration bliver - gennem en fortælling i øjenhøjde med
børnene - udgangspunktet for leg og spil i både foreningen og på
skolen. Desuden forsøger forbundet at løfte en større
samfundsmæssig opgave ved at få børn af anden etnisk oprindelse
ind i det danske foreningsliv og ved at formidle kulturelle
værdier på tværs af landegrænser,” sagde Niels-Christian Levin
Hansen som begrundelse for valget af Dansk Cricket-Forbund som
vinder af den store check.
Playrugby.dk
Dansk Rugby Union fik overrakt en check på 100.000 kr., som
skal gå til at øge kendskabet til rugby og styrke sportens
profil.
”Forbundet vil igangsætte en synligheds- og
rekrutteringskampagne, hvor et af omdrejningspunkterne er
lanceringen af hjemmesiden Playrugby.dk, som bl.a. henvender sig
til kommende nysgerrige medlemmer. Desuden vil rugby-unionen
klargøre deres foreninger til at tage imod de nye medlemmer. Det
er fint, at man som specialforbund forsøger at hverve nye
medlemmer, men hvis de lokale foreninger ikke er klædt på til at
modtage dem, så er der tale om skønne spildte kræfter,” lød
Niels-Christian Levin Hansens begrundelse for, at Dansk Rugby
Union skulle hædres med prisen.
Idrættens Medieudvalg havde modtaget ni kvalificerede
ansøgninger til Forbund i Fokus 2009, hvoraf ansøgningerne fra
Dansk Cricket-Forbund og Dansk Rugby Union blev valgt som de
bedste. Læs mere om Forbund i Fokus-prisen på www.dif.dk.
Idrættens Medieudvalg
Idrættens Medieudvalg består af repræsentanter fra Danmarks
Idræts-Forbund, Team Danmark og specialforbundene. Udvalget
forhandler tv-aftaler med tv-stationer, fordeler tv-penge mellem
forbundene og forestår forskellige medieinitiativer til gavn for
idrætten.
Mere information:
Niels Chr. Levin, formand for Idrættens Medieudvalg, mobil: 20
16 51 94
Morten Mølholm Hansen, kommunikationschef i DIF, mobil: 21 66 37
74
Søren Willeberg, kommunikationskonsulent i Team Danmark, mobil
29 66 42 10
Ole Roland, sekretariatsleder i Dansk Cricket-Forbund, mobil: 31
69 30 60
Mikael Lai Rasmussen, teknisk chef i Dansk Rugby Union, mobil 60
13 82 25
Venlig hilsen
Jakob Draminsky
Sekretær i Idrættens Medieudvalg
Dansk
cricket modtog Danmarks største idrætspris
Cricketforbundet modtog 200.000 kr som årets ”Forbund i
Fokus”
Dansk Cricket er normalt ikke begunstiget med større
sponsorbeløb og store idrætspriser.
Men i dag blev forbundet begavet med 200.000 kr. som årets
”Forbund i Fokus” ved en overrækkelsesceremoni i Idrættens Hus i
Brøndby, hvor Danmarks Idræts – Forbunds medieudvalg var den
store prisuddeler til det nye ”integrationsprojekt” i dansk
cricket.
Udviklingen i dansk cricket er blevet således, at ca. 70 % af
vores medlemmer er af anden etnisk baggrund, og selv om vi i
flere år har forsøgt at integrere og udbygge vores medlemstal
med denne store gruppe, hvor børn af anden etnisk baggrund, rent
kultur – og familiemæssigt allerede har den store indgroede
interesse i cricketspillet, der på verdensplan er den 3. største
idrætsgren, er det helt store ”Boom” udeblevet indtil videre.
Prisen skal således bruges til det nye integrationsprojekt, hvor
vi satser på at få cricketspillet , under mottoet ” Cricket –
Alle er med” ud på over 100 skoler og nå ud til op mod 75.000
elever, hvor vores 2 nye integrationskonsulenter skal ud på en
masse skoler, i et forsøg på at få integreret børn og unge
gennem cricketsporten.
Dansk Cricket - Forbund forventer sig meget af dette projekt,
som forhåbentlig vil blive målbart i form af et øget medlemstal,
der i øjeblikket ligger på ca. 2200 medlemmer.
Jørgen Jønsson Dansk Cricket - Forbund