Adfærd og krav til fremtidens deltager på
ungdomslandsholdene
En lille historie
For nogle år siden var Hollands ungdomslandshold U13 – U19
berygtet for deres usædvanlig dårlige opførsel. Det var
almindelig kendt, at lederne ikke havde styr på spillerne,
og alle – det vil sige modstander holdene, klubberne der
lagde bane til og ikke mindst hotellerne ikke ønskede
at have dem som gæster, da hotellernes gæster nærmest stod i
kø for at klage. Hollands Cricket Forbund fornemmede at
situationen var uholdbar, de var på vej til at blive lukket
ude af det internationale samarbejde.
Det blev besluttet at gøre op med denne kultur, hvilket
bl.a. indebærer, at uønsket adfærd medføre udelukkelse fra
at deltage på udvalgte hollandske hold.
Resultatet er ikke udeblevet, nogle spillere deltager ikke
længere for Holland. De fleste har indordnet sig under de
nye krav. På den spillemæssige front har de Hollandske
ledere noteret sig, at der bliver trænet og spillet med
større disciplin, hvilket har løftet det spillemæssige
niveau. Hollandske ungdomsspillere er igen med i det ”gode
selskab” og er til at holde ud at være i stue med. Kort sagt
de bliver igen respekteret både på og uden for banen.
Hvad så med i Danmark
Elite U har på deres møde den 15. september 2008 evalueret
de tre ungdomslandshold. Særligt blev spillernes opførsel og
adfærd drøftet.
Tilbagemeldingerne fra lederne på U15 og U17 holdene var
generelt, at spillerne for en dels vedkommende havde en
uacceptabel adfærd. Bl.a.:
·
Ikke rette sig efter ledernes anvisninger om påklædning
·
Dårlig opførelse i det offentlige rum
·
Manglende oprydning efter sig selv i spisesituationer og i
omklædningsrummene
·
Unaturlig støjende adfærd i forhold til omgivelserne særligt
om natten på hotellerne
·
Ytringer om ikke at ville spille, såfremt en ”kammerat” ikke
blev udtaget
·
Dårlig opførsel på banen med advarsel og/eller karantæne til
følge.
·
Tyverier af cricketbat mm. fra bane vi gæstede.
Listen er langt fra udtømmende.
Det er Elite U´s opfattelse, at den uacceptable adfærd er et
stigende problem, hvilket selvsagt er problematisk, hvortil
kommer at flere af lederne har meddelt, at de overvejer
deres fortsatte engagement, sådan som opførslen på turene
har været. Det siger sig selv, at ingen ledere ønsker at stå
model til f.eks. at spillere stjæler eller nægter at følge
anvisninger, herunder truer med at nægte at spille.
Elite U har derfor besluttet, at det væsentligste fokuspunkt
for de kommende år er, at de spillere der ønsker at spille
under ordnede forhold, får mulighed herfor. Dette medfører
samtidig, at spillere der ikke kan leve op til disse
forventninger ikke længere kan deltage.
Imidlertid er der nogle få spillere der ved deres
adfærd/handlinger denne sommer, har udelukket sig fra
udtagelse til deltagelse under Elite U i de(t) kommende år.
Fire af spillerne har fået karantæne af DCF fra
internationale kampe i et år.
Derudover har elite-U meddelt en spiller, at han ikke vil
blive udtaget næste år, samt en spiller, at han er udelukket
på ubestemt tid. De respektive klubber er orienteret.
Fremtiden
For både U15 og U17 vil der i løbet af efteråret blive
udtaget en bruttotrup på 16-18 spillere til det kommende års
aktiviteter. Spillerne vil samtidig med udtagelsen blive
orienteret om, at adfærd som beskrevet ovenfor vil medføre
omgående hjemsendelse på egen regning, både fra træning og
eventuelle ture i udlandet.
Hver spiller skal positivt erklære sig indforstået for at
kunne deltage.
Det vil endvidere blive et krav for deltagelse, at jeres
forældre underskriver en erklæring, hvor man erklærer sig
indforstået med selv at afholde alle udgifter såfremt man
bliver sendt hjem fra træning/turnering på grund af dårlig
opførsel.
Til orientering for de af jer som bliver udtaget til at
deltage på U19, kan det oplyses at samme regler vil gælde
her.
Og hvad er det så vi gerne vil opnå??
Det er Elite U´s ambition at det skal være en positiv og god
oplevelse at være spiller og leder, og at deltagerne vender
hjem fra turneringer rundt omkring i Europa med gode
oplevelser på cricketbanen, kendskab til andre
cricketkulturer og meget gerne fundet nye venner på eget og
blandt de andre hold.
Men det kræver ganske enkelt, at vi har et ordentligt
fundament og samme værdigrundlag.
Med venlig hilsen
Elite-U