Den
tidligere landsholdsspiller i cricket Erik Juul, Skanderborg
udgiver her op til jul, sammen med sports-journalist Jan
Løfberg fra Berlingske Tidende, bogen om håndboldspilleren
Lars Christiansen under titlen ”Fra spids vinkel”.
Bogen, som fortæller om landsholdsspilleren fra
Flensburg-Handewitt og hans mange oplevelser og hav af mål,
langt over 1000 landsholdsmål har den elegante håndboldfløj
scoret, ligesom han i flere sæsoner har været topscorer i
den tyske Bundesliga .
Hvis ikke den nysgerrige cricketlæser lige med det samme
husker Erik Juul, tillader jeg mig kort at nævne nogle af
Eriks fortræffeligheder både på og uden for banen.
”Julle”, som vi kaldte ham, fik sin landsholdsdebut i 1982
og er nu 49 år gammel. Siden 1995 har Erik undervist i idræt
på VIA University College - læreruddannelsen i Århus.
Han er også tidligere håndboldspiller og træner for
Vrold-Skanderborg, ligesom han altid har sørget for, at alle
idrætsstuderende på hans hold blev forsynet med den fornødne
cricket-ABC inckl. Codes of conduct.
”Julle” har også udgivet ”Inspiration til cricket” sammen
med DCFs tidligere formand Claus BS. Hansen, og er nu
redaktør i idrætslærernes fagblad ”Focus/Tidskrift for
idræt”.
Han har i år udgivet et undervisningsmateriale under titlen
”Cirkus, gøgl og motorisk fantasi” (kan ses på
www.skoleidraet.dk ).
Jeg husker forfatter ”Julle” for hans altid gode humør og
vilje på cricketbanen, og viljen fik han sandelig også brug
for, da han i 1988 blev angrebet af kræft. På dette
tidspunkt var jeg træner for landsholdet, og husker
tydeligt, at jeg aftalte med Erik, at lige så snart han igen
var i stand til at løfte sit bat, var pladsen naturligvis
igen hans i landsholds bruttotruppen. Erik fik kæmpet sig
igennem den svære sygdom, og efterfølgende havde jeg den
store fornøjelse at træne Erik i Slagelse, da han var
idrætslærer på Gerlev Idrætshøjskole.
Erik blev senere landstræner for det danske
kvinde-cricketlandshold, der deltog i VM England i 1993.
”Julle” holder sammen med Lars Christiansen reception og
pressemøde om den nye bog på torsdag den 6. november kl.
17.00 på HC Sport (Intersport) Torvegade 9, Vejle.
Der er ingen tvivl om, at denne bog nok skal gå hen og blive
en bestseller, og hvad vil så evt. den næste bog, ”Julle”
vil barsle med, blive for en ? Måske en ny cricketbog med
saftige afsløringer a la den bog, der også kommer i denne
uge med fodboldspilleren David Nielsen !!!
Så meget foromtale skal Erik nok ikke regne med, når han
præsenterer bogen, med en så gennemsympatisk og nærmest
ikonagtig fyr som håndboldspillere Lars Christiansen.
Bogen har vejl. salgspris på 299,- kr. og kan købes hos
boghandlerne.
Jørgen Jønsson
