10 oktober 2007 00:02
Kontakt. Organisation Formular Cricket Udstyr
| Flere nyheder | International | Arkiv | Dommerplan |
 
Turnering
Resultater
Stillinger
Statistik
Klubber
Features
Links
Kalender
Cricket Love
Forty XL
Hvad Er Cricket?
Dommere
Debat


MEDDELELSER mv

 U13/U15/U17
 U19/U23/SENIOR
 U11/U12
 UDDANNELSE
 KLUBUDVIKLING
 STÆVNER
 PLAN 2010

  A-landsholdet snart til Kenya og Namibia. - fra STEFFEN LANGGAARD

”En træningsdag med landsholdet”.

Kalenderen viste 6. oktober 2007, hvilket ellers plejer at være ensbetydende med, at dansk cricket er gået i hi for vinteren, men på denne fantastiske efterårsdag med høj solskin og 15 grader var A-landsholdet samlet på Svanholm Park til en træningssession før de nært forestående udfordringer i henholdsvis Kenya og Namibia. Undertegnede havde fornøjelsen af at overvære træningen og få en opdatering på holdet.



Landsholdets træner, Peter Palle Klokker, satte efter et kort spillermøde holdet i gang med træningen. Det var tydeligt, at spillerne kendte rutinerne, og uden spørgsmål begav de sig ud på en selvguidet opvarmningsrunde på Svanholm Park. Imens gjorde træneren klar med redskaber til flere velkendte markøvelser.



Træneren var lidt ærgerlig over, at græspitchen på Svanholm Park allerede var ”lukket ned” for sæsonen. Det ideelle havde været, hvis græsarealet blot havde været dækket til og holdt tørt, så A-landsholdet kunne træne på et underlagt, der minder om det, som møder holdet i Afrika, men desværre vedligeholder Brøndby kommune kun pitchen til og med 1. oktober. Herefter bliver der lagt ny jord på, sået græs og lagt en beskyttende dug hen over arealet for vinteren. Den ideelle verden eksisterer ikke, men A-landsholdet kunne glæde sig over vejret og de ellers gode og indbydende forhold på Svanholm Park.

Landstrænerens bruttotrup består af følgende 19 spillere:

1.   Frederik Klokker (anfører – keeper - Derbyshire)
2.   Thomas Hansen (viceanfører - Svanholm)
3.   Carsten Pedersen (Herning/Skanderborg)
4.   Michael Pedersen (MCC)
5.   David Borchersen (Glostrup)
6.   Henrik Hansen (Prahran)
7.   Rohit Kanaiya Mahendra (Svanholm)
8.   Anders Rasmussen (Glostrup)
9.   Zishan Shah (Svanholm)
10. Max Overgaard (keeper - Svanholm)
11. Mickey Lund (Svanholm)
12. Lars Hedegaard (Skanderborg)
13. Morten Hedegaard (Skanderborg)
14. Bashir Shah (AB)
15. Johan Malcolm (Kent - Loughborough)
16. Bobby Chawla (Svanholm)
17. Anders Leiberg (Svanhom)
18. Rizwan Mahmood (Skanderborg)
19. Søren Kirk (Skanderborg)

Med til holdet hører også fysioterapeuten Neil Foster og regnskabsføreren Chris Rawson.

De øverste 14 navne udgør holdet, der allerede fredag den 12. oktober 2007 drager til Kenya for at forberede sig på den næste store udfordring nemlig ICC World Cricket League 2. division i Namibia i november 2007.

Johan Malcolm og Bobby Chawla har meldt afbud til turen til Kenya pga. uddannelse. Holdet er p.t. fri for skader. Thomas Hansen, der er blevet opereret i sit knæ for 2. gang, har meldt sig klar, og Bobby Chawla er også kommet sig helt over sin operation i hælen.

Amjad Khan (Kent) har meldt fra pga. skader. Amjad har fået engelsk pas, men så længe han ikke har repræsenteret det engelske landshold, så er reglerne sådan indrettet, at han godt kan spille på det danske landshold – men desværre. Frederik Klokker er også i færd med at søge om engelsk pas via sin advokat. Ikke fordi Frederik har noget håb om at spille for England, men et engelsk pas vil pga. de nuværende regler for spilletilladelser i England give ham en bedre chance for at få en kontrakt med Derbyshire til næste år. Frederik er fri for skader, i storform og klar til at repræsentere Danmark.

Flere andre spillere har været inde omkring holdet i løbet af året, men de har enten meldt fra, eller er blevet skadet. Aftab Afhmed (Glostrup), Yasir Iqbal (KB) og Niels Peter Kobberholdt (Herning) har alle meldt fra af forskellige årsager, mens Gerrit Müller (Husum) har meldt fra pga. en skade. Dominerende spillere i elitedivisionen som Troels Thøgersen (Herning) og Peter Poulsen (Glostrup) har meget tidligt meddelt landstræneren, at de ikke stod til rådighed.

Landstræneren har valgt sit hold ud fra et kriterium om, at alle skal have mindst én spidskompetence, samt et højt niveau på de øvrige områder. Markspillet skal være i orden, fysikken skal holde til en lang turnering, man skal udvise en positiv indstilling til opgaverne, og så skal man kunne batte og bowle. Helheden er vigtig.

A-landsholdet har været samlet én gang hver uge siden den 1. august. Der blev i starten af august spillet 2 landskampe mod Bermuda, som resulterede i 2 sikre sejre. Tiden omkring landskampene blev også brugt til fællestræning. Derudover har spillerne trænet i deres respektive klubber. Desværre er kvaliteten på den træning, der foregår i flere af de danske klubber, ikke altid tilstrækkelig for at spillerne højner deres standard, og niveauet i den hjemlige elitedivision er ikke højt nok. Dette taget i betragtning, så kunne landstræneren godt have ønsket sig flere samlinger, men det er næsten umuligt at nå, når alle spillerne også skal passe job og familie.

På nuværende tidspunkt er spillernes fysiske form ikke helt i top. Mange mangler stadig en del for at være i stand til at holde niveau gennem en lang turnering. A-landsholdet har gennem flere år haft tilknyttet en fysisk træner ved navn Henrik Duur. Han har i løbet af sæsonen udarbejdet individuelle træningsprogrammer, men resultatet af sådan et program ses kun, hvis spillerne følger det efter hensigten. Så de spillere som har ”snydt” lidt med programmet, må hellere tvinge sig selv ud på nogle ekstra løbeture, lave ekstra mavebøjninger og armstrækninger i løbet af den næste måneds tid, så mave, lår og arme får den rigtige toning.



Ud fra det som blev præsteret under træningen på Svanholm Park, så ser A-landsholdet rent cricketmæssigt ud til at være i fin form. Der blev virkelig gået til den under markøvelserne. Alle bevægede sig godt, havde gode sikre hænder og en god arm. Gærdespil og kastning havde en høj standard. Boldene sad rent i battet, og bowlernes længde og retning var upåklagelig.


Men det som føltes bedst, var den gode afslappede stemning omkring holdet. Ingen konger og ingen vandbærer. Der var rutine og ro omkring holdet, og ikke mindst en udstråling af fællesskabsfølelse. Disse elementer kan idrætsmentalt føre et hold langt, og det er jeg sikker på, at landstræneren også er fokuseret på.

I perioden fra den 24. november 2007 til den 1. december 2007 afholdes ICC World Cricket League 2. division i Namibia. Kampene afvikles i byen Windhoek. De deltagende hold er:

Uganda og Argentina, som kvalificerede sig fra 3. division tidligere i år, samt
UAE, Namibia, Oman og Danmark, der alle kvalificerede sig ved ICC Trophy 2005 i Irland.

Programmet for Danmark ser således ud:

24. november 2007: Danmark vs. Namibia
25. november 2007: Danmark vs. UAE
27. november 2007: Danmark vs. Uganda
28. november 2007: Danmark vs. Oman
30. november 2007: Danmark vs. Argentina
1. december 2007: Finaledag, 3-4 palads, 5-6 plads.

Hele programmet kan ses her.   


Målet er at blive blandt de 4 bedste hold, som går videre til ICC World Cup Qualifier i 2009 i UAE. Der er altså tale om en længere ”kvalifikationsturnering” om at komme med til VM i cricket 2011. Den snørklede vej til A-landsholdets drømme mål kan ses her.


Mulighederne for avancement er umiddelbart gode. Argentina er vel et hold, som Danmark på en god dag bør slå. Ved ICC Trophy 2005 i Irland slog Danmark Uganda og havde godt fat i UAE, da dommerne afbrød kampen pga. regn. Vi tabte til Namibia, der vel også på papiret p.t. har det stærkeste hold, den største rutine og selvfølgelig en klar fordel i form af hjemmebane. Men derfor kan Danmark vel godt overraske lidt. Hvis man er interesseret i at se holdenes resultater ved ICC Trophy i Irland 2005, så følg denne link. Det giver et godt indblik i holdenes indbyrdes styrkeforhold – i hvert fald i 2005 målestok.

Ifølge landstræneren opnår holdet kun succes i Namibia, hvis der lægges en stor position omtanke i gærdespillet. Han fremhævede vigtigheden af at undgå gærdertab i de første 30 overs og efterlyste evnen hos spillerne til at søge enerne hele tiden. Det er den spillestil landstræneren finder har den største chance i international cricket. Undertegnede kunne måske håbe, at spillerne var gode nok til at dominere en gærdehalvleg og allerede tidligt i en innings løfte scoringsraten med grænseslag på bolde i strikezonen. Tendensen/udviklingen i de senere år har vist, at hvis et hold ikke kan score omkring 250-300 på 50 overs, som er chancen for at vinde i det bedre selskab ikke eksisterende - i hvert fald ikke på de hurtige baner rundt om i verden (men dem har vi ikke mange af i Danmark). De dominerende hold har spillerne, som fra første over tør og kan spille sine slag. Det tror jeg også Danmark har – det er bare med at komme ud af skyttegraven! Tro selv på det - prøv det i Kenya.



Danmarks åbning kommer, som det ser ud p.t., til at bestå af Frederik Klokker sammen med enten Carsten Pedersen eller Michael Pedersen. En anden toporder batsman er Johan Malcolm. Det er vigtigt for holdet, at disse får succes på turen, men lige så vigtigt er det, at holdets aggressive spillere som Lars Hedegaard, Max Overgaard, David Borchersen og Anders Rasmussen får gang i deres effektive spil. Det vil bringe holdet i en position, hvor 250-300 runs ligger inden for rækkevidden.

Med en sådan total har jeg stor tiltro til, at den danske kastemaskine kan knække de fleste hold i turneringen. Thomas Hansen, Henrik Hansen og David Borchersen har kvaliteterne til at afgøre kampe, og holdet har en række gode afløsningsbowlere i mediumpace-klassen. Med support i form af Danmarks p.t. klart bedste left-arm legspin leveret af Bashir Shah, så får de andre hold det svært mod Danmark. Yderligere support i slowbowler-klassen er der også rigeligt af. Johan Malcolm og Michael Pedersen minder måske lidt for meget om hinanden med deres offspin, men så kan man altid ty til Bobby Chawlas rightarm legspin eller den snu Anders Rasmussen med sit miks af outsving og offspin. Mulighederne er mange – det gælder bare om at få prøvet det hele af på turen til Kenya.

På turen til Kenya skal A-landholdet spille kampe både i Mombassa og Nairobi. Der er arrangeret kampe mod udvalgte hold fra de 2 byer samt Kenya A. Det påregnes, at der spilles 4-5 kampe på turen. Det nøjagtige program er p.t. ukendt, så vi må håbe, at der er styr på arrangementet, når holdet når frem. Landstræneren har også planlagt træning på de 2 fridage. Man vil benytte tiden til at vænne sig til de hårde baner. Der trænes om formiddagen, hvorefter der slappes af på hotellet. Om eftermiddagen skal spillerne igennem endnu en omgang træning. Spillerne skal i hvert fald ikke regne med, at der bliver tid til at lege turister på denne tur. Det er alvor nu, og det gælder om at få alle i form til Namibia. Holdet rejser fra København fredag den 12. oktober og returnere igen mandag den 22. oktober 2007.

Frederik Klokker, der opholder sig i England, rejser selv direkte til Kenya. Henrik Hansen, som er immigreret til Australien, bliver fløjet ind fra Melbourne, hvor han i øjeblikket spiller for Prahran CC. Rygtet siger, at Henrik Hansen skulle debutere for Prahrans 1. hold sidste weekend i den australske Premier League, men kampen blev desværre aflyst.

Det skal nævnes, at hovedparten af udgifterne til turen til Kenya bliver dækket/sponsoreret af firmaet WENGE GULVE, der ejes af Torben Nøhr fra Herning. Sponsoratet dækker udgifter til fly, transport i Kenya og ophold. Dette sponsorat har altså gjort det muligt for A-landsholdet at forberede sig optimalt til turneringen i Namibia, og det skal WENGE GULVE selvfølgelig have en stor tak og ros for.



Inden afrejsen er alle spillerne blevet vaccineret mod diverse sygdomme og malariapillerne er uddelt. Den gode Flemming Balstrup (Soranerne/læge) har sørget for, at spillerne skulle været dækket så godt som 100 % ind mod alle de dårligdomme, man kan redde sig i Afrika. Flemming har også holdt foredrag for holdet om, hvilke forholdsregler man skal overholde mht. mad, drikke, m.m. for ikke at blive syg på turen. Husk det nu drenge!

Hermed vil jeg ønske alle en rigtig god tur til Kenya.


Steffen Langgård.


 

   
D.C.F | Turneringsplan | Kalender | Resultater | Stillinger | Links | Udvalg | Klubadresser | Arkiv | Statistik |

designed by: webManiacs