|
|
|
 |
 |
 |
|
Idrætspris
til KB-Cricket Junior |
Af John D. Møller
Nordea på Frederiksberg uddeler hvert år tre eftertragtede
priser til den lokale idræt; En lederpris og en pris for
bedste præstation i hhv. indendørs-sæsonen og
udendørs-sæsonen. Priserne uddeles til den idrætsudøver,
-leder, -hold eller -klub, som i den pågældende sæson har
ydet et bemærkelsesværdigt resultat af social, sportslig
eller i øvrigt almennyttig karakter.
I en stor kommune som Frederiksberg, hvor antallet af
idrætsgrene og idrætsforeninger er over gennemsnit, er der
naturligvis stor konkurrence om disser priser, og det er en
fornem hæder at modtage en af dem.
Nordeas udendørspris tilfaldt i år KB’s cricket juniorhold,
der blev præmieret med prisen for at vinde det danske
mesterskab i 2007. Mesterskabet var en gentagelse af sejren
fra 2005, og efter at det glippede i 2006, lagde Nordeas
komite netop vægt på, at holdet viste høj moral og satte sig
en fælles målsætning om at genvinde mesterskabet i 2007.
KB som klub har tidligere nydt den hæder at modtage Nordeas
priser, men det er første gang, at juniorholdet i cricket
når til tops. Det var derfor med særlig stor glæde at KB’s
cricketafdeling tirsdag d. 4. marts kunne indkalde sit
juniorhold til at møde lidt tidligere end sædvanlig til
træning.
Jens Simonsen, der er formand for Idræts- og fritidsudvalget
på Frederiksberg, roste i sin tale holdet for dets
vindermentalitet og sammenhold: ”I har fortjent prisen. For
det første har I opnået et fint resultat igen. For det andet
virker jeres hold harmonisk, og alle deltagere har samme
mål, på trods af jeres meget forskellige baggrunde. I ville
virkelig vinde.”
Den mentalitet er bl.a. fostret på KB’s Cricket Akademi, og
Nordeas hæder er en blåstempling af klubbens indsats med at
fokusere både på det sportslige og på den personlige
udvikling.

 |
|
 |
  |