Årets
repræsentantskabsmøde blev holdt på Svanholms fremragende
anlæg men som billedet viser var nok flere udenfor end
indenfor. Trods DCF's alvorlige situation var fremmødet til
dagens møde kritisabelt med kun 2 af Jyllands klubber
repræsenteret.
DCF's ærespræsident Jørgen Holmen blev valgt til dirigent.
Afgående formand CBS Hansen fremlagde bestyrelsens
beretning, der koncentrerede sig omkring den historiske del
og hvordan forbundets formue er forsvundet på bare et år.
Næstformanden fortsatte med at skitsere hvordan forbundet
vil køre inden den nærmeste fremtid med en stram
økonomistyring og fremlagde et budget, der betyder
nedskæringer på adskillige områder. Budgettet er stadig
under udarbejdelse idet man mangler at finde 80 tkr for at
få den i balance. Forbundet vil deltage i ICC's Business
Program der giver mulighed for at indarbejde elementer fra
2010 strategiplanen.

Bestyrelsens beretning blev debatteret af forsamlingen men
beretningen blev godkendt trods kritiske røster. Årets
pokaler blev hermed uddelt af formanden. Glostrup fik
tildelt årets Fair Play pokal mens FIB ungdomslederpris gik
til Mikkel Grøn fra AB.
Regnskabet blev gennemgået af DCFs ansat Ole Roland da
bestyrelsen har været uden en økonomiansvarlig. De dystre
tal blev accepteret af forsamlingen og det blev understreget
at der ikke var begået nogen ulovligheder.
Derefter blev de fremlagt forslag behandlet af forsamlingen.
Bestemmelsen om udlån af udenlandske trænere blev vedtaget.
Turneringsreglementet vil blive revideret, idet der var et
flertal imod det forslåede pointssystem ved langsom
afvikling af overs. Ligeledes var der ikke et flertal for
begrænsning af ungdomskasters antal overs. Af de tre
modeller for pokalturneringen var der mest stemning for en
kombinationsmodel hvorved den nuværende pokalturnering
bibeholdes men af vikles som en Cup turnering og der laves
en ny 20/20 turnering.
Da CBS Hansen har meddelt han ikke ville fortsætte som
formand skulle der vælges en ny. Der var ingen modkandidater
til Thomas Kentorp som blev valgt. Hans plads som
næstformand blev overtaget af Ole Mortensen mens Søren
Henriksen blev nyvalgt. Umair Butt overtog pladsen som
økonomiansvarlig og det betød at bestyrelsen mangler en
person. Alle øvrige valg var genvalg.
Under eventuelt blev dommerhonorar og en evt udligningsorden
berørt foruden breddepokalen og manglende indberetning af
resultater fra hjemmeholdet.
Det sidste punkt under eventuelt var afskeden med CBS
Hansen. Det blev en følelsesmæssig begivenhed idet CBS var
ikke i stand til at gennemføre sin afskedstale men Thomas
kentorp holdt en fornem tale på bestyrelsens vegne og
overrakte CBS en afskedsgave og udnævnte ham til æresmedlem
af DCF.

Herefter afsluttedes repræsentantskabsmødet på behørigt vis.
ALLE BILLEDER FRA MØDET
REFERAT MØDET